Lidt nyt fra bestyrelsen

23. februar 2026 20:00 , af Karen Christensen

Februar 2026

 

Vi er nu 225 medlemmer 🎉

Det vil sikkert kunne mærkes i saunaen – især i de kommende uger. Heldigvis har saunaen lange åbningstider, og vi håber og forventer, at der inden for den næste måned eller halvanden vil indfinde sig en naturlig balance i brugen, så de medlemmer, der har mulighed for det, kan sprede deres besøg lidt ud over dagen og ugen.

 

Saunagus – nu en fast mulighed

Som nogle af jer har bemærket, har vi den seneste måneds tid kørt en prøveordning med gus i saunaen. Det er blevet taget rigtig godt imod, og bestyrelsen har derfor vedtaget, at det fremover er tilladt at lave gus.

 

Regler for saunagus

1. Der må kun anvendes ferskvand på stenene. Vand tappes fra håndvasken.

2. Sne og havvand må ikke anvendes.

3. Der må hældes maksimalt 2 skefulde vand ad gangen.

4. Der må kun hældes vand på stenene hvert 15. minut. Brug timeglasset.

 

Husk de øvrige saunaregler

Vi vil i den forbindelse gerne minde om de generelle saunaregler – særligt reglen om, at man skyller sig eller bader, inden man går i saunaen.

Vi henstiller også til, at man bruger et rent og nyvasket håndklæde i saunaen. Nogle gange opdager man måske ikke selv, hvis håndklædet er blevet lidt surt – men det gør omgivelserne.

Samtidig vil vi gerne gøre opmærksom på, at man kun må tage en gæst med i saunaen efter forudgående aftale med bestyrelsen. 

Bemærk, at børn og unge under 18 ikke har adgang til saunaen.

De samlede saunaregler kan læses her

 

Tak fordi I hjælper med at passe godt på både saunaen og hinanden.