Vikingeklubben lancerer ny hjemmeside

19. januar 2026 20:00 , af Karen Christensen

Klubbens hjemmeside har fået en makeover. Der mangler fortsat enkelte tekster, men den nye struktur er på plads, og de vigtigste informationer er allerede tilgængelige. I de kommende uger vil Gitte og Karen løbende tilføje indhold, finjustere og rette til.

Hjemmesiden er en integreret del af et nyt system til medlemsstyring, som bestyrelsen har arbejdet med hen over efteråret. Systemet automatiserer en stor del af det administrative arbejde, som tidligere har krævet mange arbejdstimer – herunder regnskab, medlemsadministration, ventelister, saunabrikker samt opkrævning af kontingent og deposita.

Fremover vil hjemmesiden være klubbens primære platform for formidling af nyheder om sauna, badning og vinterbadeklubben generelt. I en overgangsperiode vil nyheder fortsat blive linket fra hjemmesidens nyhedsarkiv til klubbens Facebook-side. Da ikke alle bestyrelsesmedlemmer har administratoradgang til Facebook, kan det dog ikke garanteres, at alle nyheder deles der. For at være sikker på at holde dig opdateret anbefaler vi derfor, at du orienterer dig direkte på hjemmesiden.

Vi opfordrer desuden til, at al kontakt til bestyrelsen fremover sker via hjemmesiden. I sidefoden findes en kontaktformular, som kan benyttes til at sende beskeder til os. Eventuelle problemer med saunaen skal meldes via kontaktformularen, eller via sms til Bent (hvis mobilnummer er slået op i saunaen og i omklædningsrummet) – ikke via Facebook.

Hjemmesiden er opdelt i en offentlig del og en intern medlemsdel. For at få adgang til den interne del skal du oprette dig som bruger via den mail, som du har modtaget fra os. Alternativt kan du logge ind med den e-mailadresse, du har oplyst til klubben, og vælge “Glemt adgangskode” første gang for selv at oprette en adgangskode. Når du er logget ind, vil du blive bedt om at opdatere dine kontaktoplysninger samt kontrollere, at det registrerede saunabriknummer er korrekt.